Medlemslogin

Søg

Karpefiskeri er en gren af medefiskeri, hvor der udelukkende fiskes efter karper. Disse kan fanges på mange forskellige måder – blandt andet under traditionelt medefiskeri, som de fleste kender det med naturlig agn såsom brød, majs, orm o.s.v.

 

Det moderne karpefiskeri, som de fleste karpefiskere helst dyrker, er i dag blevet videreudviklet, så det kræver specielt grej og fiskemetoder. Alene det, at fremstille de såkaldte ”Boilies”, der bruges som agn til fiskeriet, kan være en videnskab for sig.

 

Karpefiskeriet skal dyrkes med en vis portion tålmodighed, for de kan være svære at fange. Ikke altid fordi den er en af de mest sky ferskvandsfisk vi har herhjemme, men ganske enkelt fordi, at der oftest er væsentlig færre karper i et vand i forhold til andre fredsfisk.


Karperne er med sine meget forskellige skælsætninger og kropsformer en helt unik trofæfisk, som man aldrig bliver træt af at fiske, fange eller fotografere. Selv små fisk kan stadig få gamle garvede karpefiskere op af stolene, og det er derfor ikke kun størrelsen der gør en god trofæfisk, modsat mange andre arter, hvor alle individer ligner hinanden.
 
Har man bare én gang oplevet fighten med en storkarpe, så har man med meget stor sandsynlighed pådraget sig den uhelbredelige sygdom ”Karpe-feber” og man er blevet karpefisker for livstid.